Mor uden mor
- Gruppeforløb for mødre, der har mistet deres egen mor.

Dette gruppeforløb er for dig der ønsker: 

  • At samles med andre mødre der også har mistet deres mor.

  • At dele og lytte til andres erfaringer omkring det at være mor uden at have sin egen mor og sine børns mormor.

  • At blive klogere på dine reaktionsmønstre og relationer i sorgen.

  • At finde inspiration og indsigt i hvordan din mor fortsat er en del af jeres families liv.

Næste hold: 

Fra 19. april 2024 - 28. juni 2024
(6 fredage)

Hvem kan deltage: 

  • Du har mistet din mor

  • Du har mindst et barn i alderen 0-6 år eller du er gravid

Hvor mange kan deltage: 

Forløbet har plads til maks 6 deltagere. Dette er for at sikre et intimt og tillidsfuldt rum, hvor du kan føle dig tryg ved at udtrykke dine tanker og følelser. 

Det er desværre ikke muligt at tage dit barn med til gruppemøderne. Formålet ved disse gruppemøder er fuld omsorg og opmærksomhed på dig, hvilket kan være svært at opnå, hvis du samtidigt skal være tilgængelig som Mor.



Det praktiske

Hvor: Godthåbsvej 7, 3., 2000 Frederiksberg eller online



Tilmelding: 

Du tilmelder dig her. Husk at tilmelde dig til det rigtige hold.
Samtidigt med tilmelding overføres betaling over Mobilepay. Din plads er reserveret ved betaling.


Betaling:
MobilePay til: 282804
Beløb: 3900 kr. (Kan deles op i 3 rater - skriv til mig, hvis du ønsker dette).
Tekst: Gruppeforløb

Tilmelding er bindende og pengene refunderes ikke, med mindre forløbet bliver aflyst. 


Tavshedspligt:

Alle deltagere i gruppen har tavshedspligt. Det vil sige at det der bliver fortalt i gruppen bliver i gruppen, og at deltagernes identitet ikke deles med personer udenfor gruppen. Herved sikrer vi et trygt og tillidsfuldt rum til gruppen.

Tanker bagom forløbet: 

At miste sin Mor er en ubeskrivelig sorg. At miste mormoren til sine børn er en mindst ligeså stor sorg. Børnene kommer ikke til at opleve alt den varme og glæde mormor kunne have givet, og samtidigt kommer mormor ikke til at opleve glæden af sine børnebørn. Herudover står du som Mor alene, uden din egen mor, i moderskabet. Du får ikke muligheden for at dele glæde og bekymringer omkring dine børn. Du har ikke muligheden for at spørge din mor til råds. Og du har ikke muligheden for selv at søge omsorg hos din mor, når livet som mor bliver udfordrende eller bare udmattende. Du mangler din sikre havn og favn hos din mor, og det samme gør dit barn/dine børn. Og det er på ingen måde til at rumme uretfærdigheden i det. 


At finde fællesskab med andre der står i en lignende situation som en selv, kan i sig selv virke lindrende i ens egen sorg. 
Derfor har jeg valgt at starte en mødregruppe for mødre der har mistet deres egen mor. Her vil I have mulighed for at finde sammenhænge i hinandens oplevelser og tanker samt at blive hørt og forstået i et trygt rum. 

DATOER FOR NÆSTE HOLD:

 

forår/sommer 2024

19. april kl.12.30-15.00

3. maj kl.12.30-14.30

17. maj kl.12.30-14.30

31. maj kl.12.30-14.30

14. juni kl.12.30-14.30

28. juni kl.12.30-14.30

 

Udtalelser fra tidligere deltagere:

 

”Jeg har været SÅ glad for at komme i denne gruppe. For mig har det været særlig rart, at den har været så specifik, da en stor del af min sorg er mine børns sorg. Det har jeg mødt så stor genkendelse og forståelse for i denne gruppe, og vi har kunne dele og grine og græde sammen, i et trygt rum ❤️”

— Tidligere deltager (sorgprofil på instagram @delt_sorg)

 

“June formår at skabe et fortroligt og rart rum, hvor man tør åbne op om sine inderste følelser, også de mere ”grimme” af slagsen.
Det var meget befriende at møde andre kvinder i samme situation som mig. Høre hvor de er i livet, hvordan de tackler livet, sorgen og hverdagen, og hvordan vi alle har de samme savn. Det er snart 5 år siden jeg mistede min mor, og selvom jeg var den deltager, hvor det var længst siden, kunne jeg stadig relatere til de andres følelser, og de kunne støtte mig, måske kunne de også bruge nogle af mine erfaringer. Samtidig indså jeg, hvor langt jeg faktisk selv er i min sorgproces, og hvordan jeg har udviklet mig og lært at leve med sorgen som en del af mig. 

Det var dejligt at møde andre, der forstod min frygt for ikke at få viderebragt traditioner og minder – forstod vægten af det lod, der påligger én som den, der er traditionsbæreren. At møde andre, der forstår sorgen over aldrig at være 100 % glad og altid sørger over det, der ikke bliver. At ens barn aldrig kommer til at møde sin mormor, at man ikke kan dele oplevelser og handlinger ens barn oplever med sin mor, barnets mormor. Dét var rart at møde andre, der forstår uden at man skal sige ret meget.”
- Thit

 “Gruppeforløbet hos June har været en stor gave i min sorg. Det har været et frirum, hvor jeg har kunne dele alt det svære med andre, som bare forstår, fordi de står det samme sted. Der har været plads til alle slags følelser, også de svære og forbudte, og jeg fandt en stor støtte i, at mine tanker og følelser pludselig blev legitime og føltes naturlige. 

Mødregruppen er det fællesskab jeg har været i under min sorg, hvor jeg har følt mig allermest genkendt og forstået. De andre piger satte ord på ting jeg virkelig har kunne bruge i forhold til, hvordan man kan gå ud i verden med sin sorg og hvor jeg er blevet bedre til at indvie mine nærmeste i det jeg synes er svært. På den måde har det været et dyrbart rum og ventil som gav øjeblikkelig mening, men som også har givet gode og konstruktive værktøjer til håndtering af hverdagen og familielivet. Og så har mødregruppen ikke mindst været vigtig og tiltrængt tid helliget min og børnenes vanvittigt savnede mor og mormor.” 

— Stine Luckow

 

Overblik:

Forløb til mødre, der har mistet deres egen mor.

Indeholder:
1 x gruppemøde af 2,5 time (første møde)
5 x gruppemøder af 2 timer

Pris: 3900 kr.

 
 

Tilmelding:

  • Mobilepay: 282804
    Pris: 3900 kr.
    Noter: Gruppeforløb

  • Du modtager mail med info om forløb, som også inkluderer et lille spørgeskema, som du skal besvare.

 
 
Atmistenogetvigtigt

Lyt til Podcast om emnet her

“Vi taler med June Overhau Andersen, der er psykolog og ophavskvinde til mødregrupper for mødre, som har mistet deres egen mor, om hvordan man håndterer at være mor og mangle sin mor, om hvordan man som pårørende kan være den bedste støtte for en kvinde i sorg, og om hvordan man kan holde mindet om sin mor i live, så ens børn bærer deres mormor i deres hjerter.”
- To The Moon Honey